Ramadan-begivenhed har indflydelse på hvem du er!
Havde muslimerne tabt Badr slaget, havde DU ikke haft Islam i dag!
Bismillah ar-Rahman ar-Rahim
Den beærede måned er stadig over os, og dens dage flyver afsted med høj hastighed. Ramadan er en måned hvori Quran blev åbenbaret, som Allah (Swt) siger;
”Ramadan måneden er den, i hvilken Quran blev nedsendt.” (al-Baqarah 2: 185)
Det er en måned som gør os mere hengivne overfor vores Skaber, og vores overbevisning. I denne måned skete mange utrolige og fantastiske ting. Muslimerne havde i 13 år lidt under hetz, tortur og forfølgelse i Profeten Muhammads (saaw) hjemby Mekka. De mekkanske ledere havde intet til overs for muslimer, og udsatte dem for forfærdeligheder, og grov mishandling. Tilstanden tog en drejning, da Sahaba (profetens følgesvende) og Muhammad (saaw) emigrerede fra Mekka til Medina, hvor den første Islamiske stat blev etableret. Det blev et hjemsted for muslimer, og selv ikke-muslimer nød mange rettigheder i det islamiske samfund. De mekkanske ledere var dog ikke færdige med at udfordre, og forfølge muslimer, selvom de nu havde deres eget samfund. De opfattede Islam som en civilisation, der ville udfordre dem før eller siden, og forsøgte med flere forsøg på at konfrontere muslimer.
En af de største begivenheder fandt sted i netop Ramadan måned, nemlig Badr slaget. Profeten (saaw) kunne ikke holde tårerne tilbage aftenen før Badr slaget fandt sted, dvs. d. 16. Ramadan. Han havde løftet sine hænder (dua) i flere timer, og til sidst faldt hans kappe af ham. Abu Bakr (ra) så ham og sagde, ”Oh Allahs profet! Du har grædt nok foran din Herre. Han (Swt) vil sandelig opfylde sit løfte til dig.” (Bukhari)
På den 17. dag i Ramadan måned, år 624 (det andet år efter emigrationen) fandt det første slag sted i Islams historie.
Ifølge mange beretninger var muslimerne omkring 313 mand med få heste, kameler, og ikke udstyret særlig godt på slagmarken.
Mekka lederne kom med en hær på over 1000 krigere, mange heste, kameler og udstyret til tænderne. Deres formål var som udtalt af flere Mekka ledere, ”at udrydde muslimer og Muhammad en gang for alle!”.
Profeten (saaw) løftede sine hænder under kampen, og sagde i en dua ”Oh min Herre, glem ikke løftet om assistance. Oh min Herre, hvis vi denne dag forsvinder, så vil der ikke være nogen tilbage til at tilbede Dig i fremtiden.” (Muslim)
Sahaba og Profeten (saaw) kæmpede bravt, og med Allahs hjælp overvandt de fjenden på den 17. dag af Ramadan, på trods af at de var i undertal, og ikke veludstyret på slagmarken.
Men, de var veludstyret i deres overbevisning…
Iman Hengivenhed Dua Loyalitet Broderskab
Salah Håb Mod Oprigtighed Ikhlas
Badr slaget blev et vendepunkt, og muslimer blev rodfæstet, og det islamiske samfund var beskyttet.
Begivenheder som disse kaldes af mange islamiske retslærde for Islams historiske kerne. Historier som er med til at forme os, og de bør være med til at danne vores selvforståelse og identitet.
Hvem er vi efterkommere af? Hvad skete der dengang? Hvem er vores reelle forbilleder?
Vi skal altid huske på, at det ikke er eventyrhistorier. Men det er virkeligheder, som fandt sted på disse dage for mange år siden. Dage som havde så stor betydning, at de har en forbindelse til hvem, og hvad du er i dag.
Hvad definerer dig? Hvem er du? Hvilken ofring gør du?
”Lovpriset være Allah, som har ledt os hertil! Vi var ikke blevet ledt (hertil) hvis ikke Allah havde retledt os.” (al-A´raf 7:43)
Tænk over hvorfor du i dag er muslim… Tænk over deres ofring… Tænk over deres standpunkt, og sammenlign det med dit…